Som noget helt nyt har frysetørret plasma udvundet fra donorblod fået fast plads i akutlægebilerne i Region Hovedstaden fra den 1. maj. Det er første gang, man har donorblod med ud til ulykkesstedet, når “de blå blink” rykker ud i Danmark. Frysetørret plasma er seneste skud på stammen af avancerede blodprodukter, som Region Hovedstadens Blodbank nu tager i brug i arbejdet for at redde liv. Det frysetørrede plasma kan blandet med vand og bruges direkte på ulykkesstedet. Dermed kan akutlægerne påbegynde transfusionsbehandling hos patienter med livstruende blødning i den helt tidlige, akutte fase-  før ankomst til hospitalet.

Donorblod gør det muligt at redde flere liv

Blodbanken på Rigshospitalet har tidligere været med til at indføre en mobil mini-blodbank i den akutte behandling i lægehelikopteren, som flyver i  hele landet, så det er ikke første gang, at den præhospitale indsats kan tilbyde blodtransfusion til patienter allerede på ulykkesstedet. Men det er først i forbindelse med udviklingen af frysetørret plasma, at det også er blevet muligt for akutlægebilerne at arbejde med livreddende blodprodukter fra bloddonorer på ulykkesstedet.

Region Hovedstadens 6 akutlægebiler bliver de første i landet, der rykker ud med det nye blodprodukt, og det kommer til at have en positiv effekt på patienternes overlevelse, lyder det fra flere af eksperterne bag initiativet.Frivillige og ubetalte bloddonorer har en stor del af æren for, at dette nu kan lade sig gøre. Uden donorblod, havde frysetørret  plasma ikke set dagens lys.

Fakta om frysetørret plasma

Frysetørret blodplasma (Lyoplas) kan øge den tidlige overlevelse ved livstruende blødning og stabilisere patientens tilstand under transport til akuthospital. Det kan mindske den dødelige blødningsforstyrrelse, der opstår hos mere end 30 % af disse patienter. Modsat andre blodkomponenter, som hospitalslægerne anvender i den højt specialiserede behandling, kan dette frysetørrede blodplasma anvendes til alle patienter – uanset blodtype. 

Akutlægebilerne og Blodbanken

Region Hovedstadens akutlægebiler er organiseret under Den Præhospitale Virksomhed, i daglig tale Akutberedskabet, og har baser i Københavns Centrum, Hvidovre Hospital, Nordsjællands Hospital i Hillerød, Herlev Hospital og Bornholms Hospital og har tilsammen ca. 20.000 missioner om året til akut syge og tilskadekomne borgere. Region Hovedstadens Blodbank har hovedsæde på Rigshospitalet.

Fotos: Nils Holm Christensen

Se hvordan det foregår her

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Email this to someone