Som bloddonor mister du ca. 250 mg jern ved hver tapning.

Jern er en del af hæmoglobinet, som findes i de røde blodlegemer. Det er disse celler, der sørger for transporten af ilt og affaldsstoffer i kroppen. Når kroppen skal danne nye røde blodlegemer, eksempelvis efter en bloddonation, har den brug for jern. Jern er meget vigtigt for mange af kroppens funktioner, og derfor har vi et jerndepot. Hvis kroppen har et overskud af jern, bliver det lagret som ferritin, der er et protein. Herfra kan jernet frigives, når der er behov for det.

Ved at måle ferritin-indholdet i en blodprøve, kan blodbanken se, hvor stort dit jerndepot er, og dermed også se, om du mangler jern. Jernmangel er ikke farligt, men man kan føle sig mere træt end normalt, og hæmoglobinværdien kan falde. Blodbanken måler din hæmoglobin, hver gang du bliver tappet. Region Hovedstadens blodbank holder desuden øje med dit jerndepot ved at måle ferritin med jævne mellemrum.

Jernmangel er meget udbredt, men det er heldigvis let at behandle med jerntabletter. Hvis blodbanken finder ud af, at du har jernmangel, vil du blive tilbudt jerntabletter. Tabletterne udleveres i det antal, der er behov for, for at opbygge et godt jerndepot, og de er naturligvis gratis. Det er vigtigt, at alle tabletterne bliver spist, men der skal kun tages én tablet dagligt – gerne ved sengetid med lidt vand. Ved maveproblemer (nogle kan få enten hård mave eller diarré) er det ok at tage én tablet hver anden dag.

Jernmangel kan også forebygges ved at spise sundt og varieret. Jern optages fra tyndtarmen, og kroppen regulerer selv jernoptaget alt afhængigt af, hvor meget jern, der er brug for. Sunde og raske mennesker kommer derfor ikke til at optage for meget jern gennem almindelig kost.

  • Kvinder bør have en hæmoglobinværdi på mindst 7,8 mmol/liter.
  • Mænd bør have en hæmoglobinværdi på mindst 8,4 mmol/liter.
  • Bloddonorer bør have en ferritinværdi på mellem 60 og 300 mikrogram/liter, hvilket svarer til et jerndepot på 430-2150 mg jern.

Gå til Tjek dine blodværdier for se målingerne fra dine tidligere tapninger.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Email this to someone