Vi arbejder hver dag på højtryk for, at der skal være bloddonorer og blod nok til at foretage de nødvendige behandlinger af patienter på hospitalerne i Region H. Herunder kan du læse om, hvor stor betydning donorblod har haft for en række mennesker på et kritisk tidspunkt i deres liv.

Mikkel vandt over leukæmien

Af: Mikkel Wilhelm Kristensen

Da jeg var 20 år, ændrede mit liv sig drastisk. Jeg var en sund og rask ung mand, der dyrkede sport, gik på handelsskolen og havde fritidsjob i Blockbuster.

Jeg har altid været meget aktiv og fuld af energi, men over et stykke tid oplevede jeg, at mit energiniveau faldt drastisk. Jeg orkede ikke at tage i skole, skrantede meget og blev hele tiden syg. Jeg blev endda hjemme fra fodbold, og det skete ellers aldrig!

En dag opdagede jeg, at min lymfe bag øret var meget hævet og nærmest på størrelse med en halv golfbold. Det gjorde virkelig ondt, og jeg sov ikke om natten på grund af smerterne. Jeg troede egentlig, at det var derfor, jeg var så træt.

Derfor kom det fuldstændig bag på mig, da lægen fortalte mig, at det var kræft.

”Fuck,” tænkte jeg. Det kan ikke være rigtigt. Leukæmi? Jeg er jo kun 20 år og sund og rask!

Lægen på Rigshospitalet fortalte, at de ville gå efter overlevelse. Det var målet. Så alvorligt var det. Men jeg kan huske, at den sætning ignorerede jeg. Jeg skulle bare overleve. Få dage efter at jeg havde fået konstateret leukæmi i julen 2010 fik jeg min første kemobehandling. En højrisikobehandling. Det vil sige, at man får rigtig meget kemo.

De næste 4-5- måneder havde jeg flere nætter på Rigshospitalet, end jeg havde hjemme. Det halve år er det værste, jeg har oplevet. Udover at jeg gik igennem et meget intensivt kemoforløb og havde det fysisk dårligt, så lå det også i baghovedet, at jeg ikke var safe.  Jeg så jo også folk, der ikke klarede det. Jeg fik en god kammerat på Rigshospitalet. Han var lidt ældre end mig. Omkring 40 år tror jeg. Vi snakkede en del, og det hjalp mig meget. Men han døde, og det tog meget hårdt på mig.

Allerede nogle måneder senere var der heldigvis positive resultater. Kræften var umiddelbart stoppet. Men behandlingen fortsatte – og det gjorde den i lang tid. I alt tilbragte jeg halvandet år som fuldtidssyg, hvor kræften styrede mit liv fuldstændig, og jeg modtog langt over 100 portioner blod. Nogle gange kom jeg på hospitalet kun for at få blod. Efter fem år med kræft blev jeg erklæret rask.

I dag mærker jeg intet til det. Jeg arbejder som alle andre og er lige blevet gift.

Det er så utroligt vigtigt, at vi har bloddonorer. Ved mange kræftbehandlinger er blod mindst ligeså vigtigt som kemo. Jeg har modtaget mere blod end kemoterapi og uden bloddonorerne, så var jeg her ikke i dag. Det ærgrer mig, at jeg ikke selv fik meldt mig som bloddonor, da jeg blev 17. Jeg har flere venner, der er blevet donorer efter min sygdom, da de virkelig har set, hvor meget det betyder. Det er ikke kun fremmede folk, der kan få brug for det. Det kan være de mennesker, der betyder allermest for dig.

Jeg vil derfor gerne være med til at sætte fokus på bloddonation, for jeg tror, at mange tænker, at donorblod kun går til knivstikkeri og uheld – men kræftpatienter er jo den største aftagergruppe af blod.

Derfor er det så vigtig en sag. Og jeg er så taknemmelig.

 

Jeg har virkelig ikke brug for at brække ryggen og blive lam i dag

Af: Stefan Helmig Olsen

Mandag den 4. august 2008 kørte jeg til arbejde i min bil. Jeg var 19 år gammel og skulle fejre min 20 års fødselsdag 20 dage senere.

Jeg skulle lige ud igennem et lyskryds og havde grønt lys. På den anden side af krydset i den modsatte vejbane kører en lastbil, der vil dreje til venstre og dermed krydse min vognbane.

Jeg kan huske, at jeg kører ud i lyskrydset og ser lastbilen dreje ind foran mig. Mange tanker når at flyve igennem mit hoved. ”Jeg kan ikke nå at bremse”. ”Jeg rammer ham”. ”Jeg har virkelig ikke brug for at brække ryggen og blive lam i dag”. Det sidste jeg husker er, at lastbilen fylder hele forruden, og at jeg blev rykket voldsomt frem i sædet. Politiet har efterfølgende fortalt mig, at jeg ramte lastbilen med ca. 70 km/t.

Da jeg kommer til bevidsthed, sidder jeg i bilen. Jeg kan ikke se noget, alting føltes vådt og koldt, og jeg kan mærke vinden, selvom jeg sidder inde i min bil. Det første, jeg gør, er at teste, om jeg kan vrikke med tæerne. De virker heldigvis endnu. Det føles som om mit hoved sidder fast, og jeg hører en stemme bag ved mig. Det er en mand, der fortæller en anden, at jeg er ved at vågne. Så spørger han om mit navn, og jeg svarer, at jeg hedder Stefan. Derefter spørger han, om jeg kan vrikke med tæerne. Jeg havde jo allerede selv prøvet, så jeg svarer bare ”ja”. Han spørger nervøst, om jeg ikke lige vil prøve igen. Jeg vrikker igen med mine tær, og manden svarer med et lettet “fint”. Jeg fortæller ham derefter, at jeg har lidt ondt i venstre side, og han svarer tørt: ”ja, du er også kommet lidt til skade der”. Det er det sidste, jeg husker, fra mandag den 4. august 2008.

Jeg bliver kørt til Rigshospitalets traumecenter, hvor jeg lå på operationsbordet fra kl. 12 middag til kl. 04 tirsdag morgen. Jeg vågnede i løbet af tirsdagen og fik at vide, at jeg havde haft slemme knoglebrud mange steder i kroppen. Særligt min venstre side var slemt medtaget. I løbet af den første operation, der havde varet 16 timer, havde lægerne opereret på mit knæ, lår, albue, underarme og næse.

Efter de havde fortalt mig alt, hvad der var sket, målte de min blodprocent. Den lå på 5,5. Jeg er selv bloddonor, så jeg vidste, at min blodprocent normalt lå omkring 9,5. Med den lave blodprocent havde jeg brug for mange poser blod i 0+, der er min blodtype.

På hospitalet fik jeg at vide, at jeg skulle forvente en del mén efter ulykken. Lægerne vurderede faktisk en méngrad på 35 %, og udsigterne pegede mod begrænset bevægelighed. Det er heldigvis ikke tilfældet i dag.

Det tog sammenlagt fem operationer og 3,5 års fysioterapi at færdiggøre genoptræningen, og det var især skulderen, der tog lang tid. Men i dag klarer jeg mig ret godt. Jeg dyrker crossfit, og selvom jeg nogle gange lægger mærke til små mén fra ulykken, er det heldigvis ikke noget, der fylder i min hverdag.

Efter ulykken har jeg været meget bevidst om selv at fortsætte som bloddonor, så jeg kan hjælpe andre, der har brug for mit blod. Men jeg vil også meget gerne takke alle jer, der er trofaste donorer – I har reddet mit liv.

 

En posefuld røde kinder 

Af Dorte Falkenberg Rasmusssen:

En kold decembernat i 2009 drog jeg med min mand og vores to døtre afsted på en rejse. Vi havde bestilt et par ugers charterferie til Gran Canaria. Det skulle blive dejligt! Men rejsen endte med at vare fem år – og det blev en helt anden destination end planlagt …

Lillesøster Ella havde været slatten den sidste uges tid, og det ville ligesom ikke gå over. Hun var med al sandsynlighed blevet smittet med svineinfluenza – influenza A – med lidt utilpashed og feber ligesom os andre. Ja, ligesom hele Danmark for den sags skyld, hvem husker ikke det? Hun var den sidste af os, der lige manglede at komme på toppen igen, men det trak simpelthen ud. Så vi aflyste turen og kørte til vagtlægen. Og fik taget en blodprøve. Allerede efter et kvarter kom en læge ind i undersøgelseslokalet og bad mig sætte mig ved et bord. Der var tre sygeplejersker med. Den ene tilbød at holde Ella. Jeg bemærkede, at lægen ingen kittel havde på men var helt i civil. Han havde også ret kolde hænder, da han sagde goddag, og jeg tænkte, at han nok var kaldt ind udefra i al hast. Lægen bad mig ringe til min mand og få ham herind. Der ville komme en ambulance lige om lidt. Den ville køre os til Rigshospitalet. Nærmere betegnet Rigshospitalets Børnekræftafdeling.

Ellas tal havde været helt skæve; det tydede på, at Ella havde leukæmi, blodkræft …

I den næste årrække splittede kræften vores lille familie ad – uge efter uge, måned efter måned, hvor den ene af os forældre boede på Rigshospitalet med Ella, mens den anden af os forgæves forsøgte at have en så normal hverdag som mulig hjemme i Roskilde med storesøster Nora.

Kræft er i den grad livsforandrende og grænseoverskridende. Kræft ta’r. Tyvstjæler fra de ramte og deres pårørende. Det kender vi alt til. Men kræft gi’r også. Forærer. I vores familie har Ellas diagnose åbnet op for nye oplevelser, tætte venskaber og kærlige gaver. En af disse gaver er de mange liter blod, som landets donorer har foræret os under den lange kemobehandling. De har gjort, at Ella kunne klare den skrappe cellegift, og at hun en gang imellem blev så frisk, at hun fik lov til at komme hjem på orlov et par dage og sove i sin egen seng, lege lidt med storesøster og sidde med ved middagsbordet.

I dag er Ella ni år, går i anden klasse og lever et helt almindeligt liv. Som en helt almindelig rask og frisk pige.

 

Hockey med drengene endte med en helikoptertur til Rigshospitalet

Ole_Madvig_Hjorth_1

Det var sidst på eftermiddagen en varm forårsdag på Bornholm. Iført rulleskøjter, hockeystave og bar overkrop kørte Thomas, Anders og jeg mod min gamle folkeskole, hvor den absolut bedste hockeybane var. Hockeybane var måske så meget at kalde den, men asfalten var god til rulleskøjter, og der var to mål.

Humøret var højt, og kampen gik straks i gang, da vi trillede ind på skolen i Rønne. En legeplads dannede rammen på den ene side af banen og en masse faglokaler på den anden. En hoftehøj stenmur med store glasruder adskilte lokalerne fra skolegården. På trods af at jeg havde leget på den skole de sidste 15 år af mit liv, kunne jeg aldrig have forudset, hvad der ville ske efterfølgende.

Jeg rullede baglæns for at nå en aflevering fra Anders, som skulle retur, inden Thomas kom på plads i målet. Trods kyndige egenskaber på rulleskøjter fik jeg overbalance og væltede over en bænk, der stod foran muren. Jeg forsøgte forgæves at afværge mit fald ved at sætte venstre arm imod ruden. På film, når folk falder igennem ruder, knuses de i tusind stykker. Den dag fandt jeg ud af, at det altså kun er på film. Glasset skar min venstre arm op, og min biceps blev skåret i to dele. Mine nerver og min pulsåre røg også over.

Det er svært at beskrive, hvordan det føles at gå i panik. At gå i chok. Min reaktion var at køre rundt i cirkler, mens blodet fossede ud af mig. Jeg skreg alt hvad jeg kunne! Thomas reagerede hurtigt og fik mig lagt ned. Han bandt en T-shirt om min arm og bad mig holde den højt. I det samme kom min lillebror kørende rundt om hjørnet, og da han indså situationens alvor, løb han efter en telefon for at ringe 112 (det var før mobiler var hver mands eje). En pædagog fra SFO’en stødte til og hjalp Anders og Thomas. Ambulancen kom, og jeg blev kørt til Bornholms hospital. Hvad der skete der er stadig uklart for mig. Men jeg ved, at de proppede mig med morfin, for mit humør var i top og panikken og angsten væk.

En helikopter hentede min mor og mig og fløj os til Rigshospitalet. Operationen varede hele natten, og det lykkedes dem at redde mit liv. Min biceps blev syet sammen igen og pulsåren lappet med en blodåre fra mit lår. Den dag i dag har jeg nedsat følelse i venstre hånd som det eneste mén. Ud over en masse ar selvfølgelig. Mit blodtab var ifølge lægerne nok til, at jeg kunne være død op til flere gange, men takket være bloddonorer og alle de fantastiske mennesker, der hjalp til, er jeg i live den dag i dag. Jeg negligerede oplevelsen i mange år, og først da jeg blev far i 2007 brød uheldet igennem min ellers usårlige facade. Og trods den største frygt for nåle, er jeg i dag bloddonor.

Ole_Madvig_Hjorth_2

Bliv donor nu!

Pernille svævede mellem liv og død

Pernille Sahl, 38 år fra Ringsted har gennemlevet det, vi alle kun kan frygte – en trafikulykke, som nær havde kostet hende livet.

Pernille Sahl_redigeretlille

Ved ulykken bløder Pernille meget. Hun modtager i løbet af det akutte forløb 24 poser røde blodlegemer, 19 poser plasma og 4 blodpladekoncentrater, hvilket svarer til blod fra mere en 50 donorer. Faktisk begynder behandlingen med blod allerede på skadestedet. Akutlægehelikopteren medbringer blod, så Pernille kan få tilført blod, allerede mens hun stadig sidder fastklemt i bilen.En mandag eftermiddag i januar 2012 ændres Pernilles liv på et splitsekund. Hun er sammen med en kollega på vej hjem fra arbejde. De er lige ved at være hjemme, da kollegaen mister herredømmet over bilen, som styrer direkte mod et stort træ. Pernille når kun lige at tænke ”NEJ stop” inden alt omkring hende forsvinder.  Efterfølgende er alt sort, men hun kan høre stemmer, og hun er klar nok til at kunne oplyse politiet om navn og cpr. nummer, inden alt igen forsvinder omkring hende.

Pernille er hårdt kvæstet og bløder akut. En lægehelikopter bliver straks tilkaldt og ankommer kort efter til ulykkesstedet, hvor Pernille stadig sidder fastklemt i bilen. Det skal gå stærkt, hvis hun ikke skal forbløde. Pernille får 2 poser røde blodlegemer på stedet, bliver skåret fri og fløjet direkte til TraumeCentret på Rigshospitalet, hvor lægerne står klar. Her modtages hun og køres direkte på operationsgangen for at få stoppet blødning fra et brækket bækken og ben. Hun holdes i live med de mange blodprodukter. Faktisk bløder Pernille så meget, at hendes blod udskiftes med blod fra blodbanken mere end 4 gange.

Pernille indlagt på Riget

I løbet af de næste 48 timer gennemgår hun en række operationer. Hun har brækket ankler, ben, hofter, bækken, ribben, arm og skal igennem en langvarig genoptræning. Pernille beslutter sig dog med det samme for at holde fast i håbet og sætter sig et mål: Hun vil gå og tilbage til sin familie og hverdagen igen.

Efter ulykken ligger Pernille indlagt på Rigshospitalet i 2 måned, hvorefter hun overflyttes til Køge Sygehus i 3 uger. Det var ikke kun en svær tid for Pernille, men også for hendes mand Rasmus og deres tre små døtre som på daværende tidspunkt kun var 1 år, 3 år og 5½ år gamle. Pernille er i dag nået rigtig langt, men det har været en hård kamp med daglig genoptræning. Hun kan i dag køre bil, cykle og gå igen og er så småt begyndt at arbejde igen.

Pernille overlever ulykken, takket være et behandlingssystem som fungerer. Ikke mindst et blodforsyningssystem i verdensklasse, som gør, at der var blod nok til behandlingen.

Pernille Sahl fik blod fra over 50 bloddonorer, og dem vil hun gerne takke gennem denne hilsen – at fortælle sin historie.

Blod redder liv og vedholdenhed får livet til at gå videre.

Held og lykke Pernille og tak, fordi du delte din historie!

Bliv donor nu!

Pernillesahlmedsinepiger_600x600

Blod reddede Ninas liv

_DSC0647
Nina Zimmermanns historie herunder illustrerer fint, hvor vigtigt det er, at have et velfungerende donorkorps og blodbanksystem. Nina var højgravid, og alt forløb som det skulle. Hendes datter Ida på 3 år glædede sig til at blive storesøster. Pludselig steg Ninas blodtryk, og hun blev akut indlagt med svangerskabsforgiftning. På hospitalet vurderede de dog, at hendes tilstand var stabil.Da Nina vågnede næste morgen, sagde hun til personalet, at der var noget galt. Timerne gik, og da afdelingsjordmoderen kom, blev hun straks klar over, at der var noget helt galt. Men da var det desværre for sent….

Ninas blodtryk var steget så drastisk, at moderkagen havde revet sig løs. Iltforbindelsen til den lille pige som lå i hendes mave var blevet revet over. På grund af det høje blodtryk blev Ninas blodplader nedbrudt, og hun blødte fra et stort åbent sår der, hvor moderkagen havde siddet fast. Lægerne kunne ikke foretage kejsersnit, for så ville hun forbløde.

Nina måtte føde sin lille pige, velvidende at hun ikke længere ville være i live, når hun kom ud. Hun fødte en skøn pige, som blev lagt på hendes mave så fin og varm. Hun lagde hånden på hendes bryst og mærkede, at det lille hjerte ikke længere slog. Nina kunne være blevet liggende der med sin lille datter hos sig altid.

Men efter kort tid var hun nødt til at slippe hende, for hendes egen tilstand var kritisk. Nina svævede mellem liv og død og blev akut kørt på intensiv, hvor hun modtog 7 poser blod. De 7 poser blod er fra 7 mennesker, som hun i dag er evigt taknemmelig.

De reddede hendes liv!

Bliv donor nu!

_DSC0454

På Rigshospitalets Traumecenter bruges der hver dag meget blod. Hør overlæge Jakob Stensballe fortælle om, hvor vigtigt donorblod er for patienterne.