Blod redder liv

Vi arbejder hver dag på højtryk for, at der skal være bloddonorer og blod nok til at foretage de nødvendige behandlinger af patienter på hospitalerne i Region H. Her kan du se og læse om, hvor stor betydning donorblod har haft for en række mennesker på et kritisk tidspunkt i deres liv.

De patienter som oftest modtager blod i Danmark er kræftpatienter, fødende kvinder, ulykkesofre og patienter med hjerte-, kar- og lungesygdomme.

Kemo og blod går hånd i hånd

Den patientgruppe, der modtager mest blod samlet set, er kræftpatienter. De modtager ca. 40 % af det donerede blod. Kom med på besøg i kræftværket, et værested og fristed på Rigshospitalet for unge med kræft, og hør, hvordan behandling med blodprodukter er en del af deres behandling.

Se filmen her

Blod på farten

Lægehelikopteren hjælper de meget kritiske patienter. Lægerne i helikopteren har blod med og kan bringe det hurtigt til patienter, der har akut behov. Det betyder, at de kan starte blodtransfusionen allerede på ulykkesstedet og fortsætte behandlingen, helt indtil patienten ankommer til hospitalet.

Se filmen her

Et liv på lånt blod

Søren er en af de patienter, for hvem det normale blodtypematch ikke er nok. Han har en sygdom, der gør, at han jævnligt får udskiftet sine røde blodlegemer, og ved hyppige transfusioner er det vigtigt, at patienten ikke udvikler antistoffer. Derfor modtager Søren blod med et udvidet match – så det passer så godt til ham som overhovedet muligt.

Læs mere om udvidet blodmatch her

Kræft er ikke for børn

Ella fik leukæmi, da hun var kun ni måneder gammel. Når børn skal have intensiv kemoterapi, som er nødvendigt ved f.eks. leukæmi, er blod også helt centralt for behandlingen. Hør Ellas historie her.

Bloddonorer hjælper forskningen

Som bloddonor hjælper du ikke blot patienter på de danske hospitaler. Du kan også bidrage til vigtig forskning, der gør lægerne klogere på sygdomme og behandlinger. Det gør du ved at deltage i Det Danske Bloddonorstudie.

Når uheldet er ude

Et fald gav Ole store indre blødninger. Uden bloddonorerne havde han ikke klaret sig igennem det store blodtab. Derfor valgte Ole GivBlod som Charity Partner ved tenniskampen i 2018 mellem Caroline Wozniacki og Venus Williams.

Bliv bloddonor i dag

Bloddonorer er hver dag med til at redde liv. Vil du være med?