”Der er desværre stadig nogle der oplever fejl ved log-in med MitID – der arbejdes fortsat på sagen og vi beklager”        Husk venligst at annullere din tid til tapning, hvis du bliver forhindret i at møde op.

1 portion – 3 liv

Hver blodportion bliver delt i 3 blodkomponenter. På den måde kan du være med til at redde livet for 3 forskellige patienter med 1 donation. Når blodet er blevet testet og opdelt, bliver det kanaliseret tilbage til de hospitaler, som har brug for de pågældende blodkomponenter og -typer.

Blodet deles

Når blodposen bliver centrifugeret, skilles blodet i forskellige lag. De tungere bestanddele, som cellerne, ligger i bunden af blodposen, mens plasma ligger øverst. De letteste af cellerne (blodpladerne) befinder sig i overgangen mellem celler og plasma. Dette lag kaldes buffy-coat. Blodet er nu opdelt i tre lag: celler, buffy-coat og plasma.

Celler

Cellerne nederst i posen består hovedsageligt af røde blodlegemer. De føres med et pres på blodposen gennem en slange i bunden af posen over i en pose med saltvand og næringsstoffer og er herefter færdige til brug. Denne komponent er holdbar i 5 uger ved 4 grader C.

De røde blodlegemer anvendes i forbindelse med større blodtab – eksempelvis ulykker og operationer. De anvendes også til patienter med forskellige blodsygdomme, hvor patienten har et nedsat antal røde blodlegemer. De røde blodlegemer har dermed en umiddelbar livreddende virkning.

Herudover er de også sikkerhedsnet ved mange komplicerede undersøgelser og operationer, som normalt ikke medfører større blødning, men alligevel er indgreb, som man ikke tør gennemføre uden at have blod på hylderne.

Buffy-coat

Buffy-coat´en bliver tilbage i tappeposen og består af mange blodplader. Blodpladerne kan koncentreres yderligere ved endnu en centrifugering, hvorefter man ofte blander blodplader fra flere donorer og tilsætter en næringsvæske. Når blodplader er tappet, er de holdbare i op til 7 dage, hvis de opbevares i konstant bevægelse ved 22 grader C i særlige termoskabe.

Blodpladerne anvendes ved større blødninger samt i behandlingen af kræftsygdomme – eksempelvis leukæmi, hvor behandling med kemoterapi kan medføre, at patientens knoglemarv bliver ødelagt, så patienten i en periode ikke selv kan danne nok blodplader. Mangel på blodplader medfører alvorlig blødningstendens.

Plasma

Plasmaet bliver ledt igennem en slange øverst i posen over i en tom pose. Plasma er i frossen tilstand holdbar i mange måneder.

Plasma anvendes direkte til behandling af patienter, der mangler flere af blodets størkningsfaktorer (koagulationsfaktorer).  Det plasma, der ikke anvendes direkte til patientbehandling forarbejdes videre til forskellige lægemidler – eksempelvis Albumin, der anvendes til erstatning for plasma ved større blodtab, gammaglobulin, der indeholder antistoffer og blandt andet anvendes ved behandling og forebyggelse af infektioner samt oprensende koagulationsfaktorer, der anvendes til behandling af blødersygdomme.

Hvilke patienter får blod?